Månedens instagrammer: @jonas_running 2.0

Endnu engang giver jeg ordet til Jonas (@jonas_running), som vil dele sin løbsberetning fra Frankfurt Marathon med jer. Et løb hvor han leverede et eksemplarisk løb og jeg er ekstremt stolt af ham! Enjoy 🙂

OPTAKT
Mine forberedelser til Frankfurt maraton begyndte kort tid efter mit maraton i København. Året forinden havde jeg uden succes valgt at fokusere på kortere distancer, med en rigtig dårlig sommer træning. Dette skulle ikke være scenariet for denne sommer. Derfor valgte jeg at holde fokus på det jeg kan finde ud af; at løbe maraton. Min træning henover sommeren og efteråret har været det hårdeste og mest tærende jeg har prøvet. Det har virkelig krævet at jeg har ville det her 100%, for at sikre kvalitet i alle mine træningspas. Alt for at overbevise mit hoved om at Frankfurt ville blive en succes.
Det var først 5 uger inden maraton det rigtig gik op for mig, at det var ved at være tæt på. Mine tanker var så fastlåst på min træning af selve løbet har været fortrængt. De 5 uger indebar 2 ekstremt hårde uger og 3 restitutions uger.

De to første uger indeholdte over 120km lange maraton specifikke træningspas og masser af tempo. Det var de uger hvor kroppen konstant sagde fra og var langt udover grænserne for hvad træthed tillader.
Jeg kunne fornemme kroppen havde hårdt brug for pause og restitution, jeg frygtede jeg var ved at brænde ud. Tog en samtale med Henrik for at få ro på. Han forsikrede mig om at kroppen nok snart skulle få ro. Lidt atypisk for hvad jeg har været vant til, så var der udsigt til 3 ugers nedtrapning. Atypisk i forhold til at jeg tidligere først er startet nedtrapning 2 uger forinden og har løbet enten 5 el. 10km konkurrence tempo 2 uger inden. Det gjorde mig lidt nervøs, men årsagen hertil var ganske simpel; hårdere træning og flere kilometer ugentligt kræver mere nedtrapning. Simpelt og ligetil.

Men det skabte stadig en smule usikkerhed. Jeg skulle nu i længere tid holde min vægt stabil, føle mig let, holde min søvnrytme, arbejde med humørsvingninger i længere tid, og derudover kæmpe med den konstante tvivl på egne evner. Jeg havde en længere snak med Henrik om dette. Men han forsikrede mig for, at det ingen effekt ville have for den træning jeg havde gennemgået, da den har været så hård og kroppen skulle bruge mere ro. Uanset hvad, så er restitutions ugerne bare mærkelige. Modsætningsvis synes jeg man lærer meget om egen psyke og mentale tilstedeværelse i restitutions ugerne.

De første 2 uger af restitutions ugerne går forholdsvis let. Overraskende nok, men nok mest af alt fordi min krop er så træt og bare hungrer efter energi. Gradvist synes jeg energien vender tilbage til kroppen i takt med mine daglige rutiner, og at jeg igen har kalorieoverskud i forhold til den meget specifikke kostplan jeg lever efter. Ugerne går yderligere med at få planlagt de sidste praktiske detaljer til Frankfurt turen. Hotel, mad og overvejelser om energi indtag samt væske. Alt sammen noget jeg ikke mestre til ukendelighed. Et område der stadig er til forbedring, for Frankfurt fik vist mig at jeg slet ikke havde givet disse områder nok omtanke.

Ugen op til Frankfurt, eller bare generelt ugen op til et maraton, er unik på mange facetter. Uanset hvor hårdt du har trænet eller hvor meget du føler du har rykket dig, formår psyken altid at ødelægge alt hvad der hedder tro på sig selv. For kroppen føles mere eller mindre flad, tunge stænger, træt i hovedet og total uoplagt. Det er ærligtalt op ad bakke, som det siges på godt jysk. Yderligere bliver humørsvingninger en del af dagene op til og de indre dæmoner spiller puds med tankerne om et godt løb. Jeg tror ikke jeg kan tælle på 2 hænder hvor mange gange jeg i de sidste 7 dage har tænkt ”SUB 2:40? Ha.. du må da ha slugt søm”. Total modsat fik jeg også fornemmelsen af en krop der aldrig har haft mere energi, samt drømme der var uvirkelige, ”måske 2:35 er realistisk?”. Måske det bare er den rastløshed der er i forbindelse med nedtrapningen der gør det store udslag.

RACEDAY
Hvad skal der til for at jeg får succes på mine race days? Tjo.. Følg den plan som altid har virket og afvig ikke en millimeter! Minimum 8 timers søvn, spise 2-3 timer før racestart.
Derfor startede raceday kl. 06.45. Op. Spise mine havregryn (ja intet komfur, ingen havregrød..), derfor blev det havregryn med kakao mælk. Det minder alt andet lige om min sædvanlige chokolade havregrød. Yderligere drikkes den sidste halve liter vand med glukose sirup. Derefter ikke mere væske før første depot under race.

07.15 tager jeg altid et bad og en kop kaffe for lige at vågne 100%. Herefter begynder timerne at gå langsomt, for til Frankfurt bor vi kun 200m fra starten. Derfor er der væsentlig flere timer der skal dræbes og hvad får man dog tiden til at gå med? Ja. Lytte til musik!

09.00 jeg ifører mig mit race suit, som ikke består af de sædvanlige splitshorts, men et par korte tights. Hvilket jeg har valgt af den årsag, at jeg skal løbe med gels og chews, da jeg ikke havde læst op på at egen forplejning var muligt for løbere under 2:45. Lidt tilfældigt aftaler jeg med Amalie Haughus at mødes i lobbyen 9.30 for at følges ned til start.

09.30 Vi mødes, snakker kort, får afstemt forventninger og bevæger os langsomt mod starten. Hvor jeg i denne forbindelse får lavet mine dynamiske stræk og får gang i blodcirkulationen. En ting jeg synes er vanvittig undervurderet og ukendt. Måske er det banalt, men synes virkelig det har en stor effekt.

Der er godt 13min til startskuddet lyder da vi har fundet en plads i feltet. Nervøsiteten og spændingen stiger.

0-6 FINDING THE RYTHM
Min placering i feltet er mildest talt frygteligt. Folk står som sild i en tønde og må bare erkende at jeg ikke får den placering jeg ønsker. Min brutto og netto tid siger jeg starter 30sek efter startskuddet. Ikke helt den start jeg ønskede. Den første kilometer er en stor kamp om at komme igennem flokken af mennesker som tror de er supermand og brager derudad uden tøven.

Herefter begynder grupperne langsomt at dannes. Jeg ligger mig i den gruppe som Søren, min fellow Team Thempo champ, har lagt sig i. Da Søren nævnte han ville starte i 3:42. Umiddelbart føles det rigtig rart, men efter få kilometer i de snoede gader, brosten og skiftende med og modvind, må jeg erkende at tempoet er sat op. Væsentligt. Vi snitter 3:38 og hvis jeg skal leve op til egne forventninger skal tempoet sættes ned. Jeg falder naturligt tilbage og finder mit ønskede pace på 3:43-45. Arbejder videre uden en gruppe. Rytmen findes forholdsvis hurtigt og kilometerne triller derudaf.

6-14 WORKING THE FLOW
Jeg erkender hurtigt, at det ikke er muligt at finde en gruppe. Derfor arbejder jeg i mit flow, der hvor jeg fornemmer kroppen har det bedst, i et pace omkring 3:43-3:45. Forsøger at få fokus på min nutrition plan, for ved 8km skal jeg spise mine første chews. Det er den gameplan jeg altid har fulgt når jeg benytter 32gi. Det handler udelukkende om eksekvering. Løbet fortsætter.

Det er den sidste svære del af ruten før vi kommer ud på de lige flade stykker. Derfor skal jeg udnytte at vinden skifter og sikre pacen holdes nøjagtig, for ved 14 kommer modvinden. Det var for mig alfa omega at modvinden blev håndteret korrekt. Ellers ville løbet være slut før det overhovedet startede.
Mine tanker går på ”flow”, husk at lappe kilometer tider, og sats nu for fanden ikke. For denne gang skal løbet først være en kamp ved 37-38km. Kilometerne forsvinder og takterne holdes. Jeg arbejder på højtryk for at holde flowet, finde rytmen, være stabil og udnytte min styrke ved at være konsekvent.

Midt i alt mit fokus, forsøger jeg at huske på de ting som Henrik har nævnt ”husk nu at nyd det”. Hvad indebærer det? For mig var det at kunne opleve storbyen, den unikke stemning og følelsen af at være ude af min comfort zone. For tidligere har jeg altid valgt danske løb for at kunne påvirke flest mulige faktorer. Dette er bare ikke muligt i Frankfurt. Det var fedt og skræmmende på samme tid. Kort før 14km rammer vi broen over på den anden side, venter modvinden.

14-26 FIGHTING THE HEADWIND
Fortsat ligger jeg uden gruppe. Over broen passerer jeg en mand iført spanske farver og en mand i blåt. Jeg skænker dem ikke megen tanke for de ligner nogle som er ved at falde fra. Dette skulle vise sig at være modsat.

Mit mål for modvinden var at holde pacen stabil, bruge den ekstra energi for at holde pacen, for jeg er overbevist om at jeg ved Frankfurt kan holde 3:43 i længere tid end ved Copenhagen Marathon hvor krisen ramte ved 30km.

Ved 15km får jeg fat på min første flaske med vand, indtager en gel fra 32gi, lige efter planen. Nemt. Noget uventet er under opsejling. Den spanske løber som jeg passerede ved broen kommer op på siden og meddeler jeg skal ligge mig ind på smækken og lade ham trække. Ved 17km falder han tilbage og lader mig trække. Kæmpe optur. Sjældent har jeg mødt en løber med så meget nosser. Det var fandme fedt. Vi ligger skifte vis og trækker 2 km og holder tempoet konstant. Kilometerne flyver afsted. Vi splitter halvmaraton på 1:18:21. Virkelig et drømme scenarie.

Samarbejdet fortsætter ufortrødent frem til 24km hvor vi har indhentet en større gruppe, som jeg slap tilbage ved 3km. Hvor Søren stadig ligger med. Endnu en opmuntring. Og dog? For har vi arbejdet for hårdt i vinden? Ingen ved det. Det må tiden vise. Vi fortsætter med gruppen. Holder pacen på 3:44-3:45.
Ved 25km rammer vi endnu et depot med egen forplejning, men jeg finder ikke min flaske. Kritisk. Jeg fanger 2 glas vand i depotet længere fremme og indtager en halv pakke chews. Måtte udarbejde en nødplan hurtigt. Den blev eksekveret. Lidt usikker på de senere konsekvenser, men det måtte tiden vise.

Jeg ser at Søren har ligt sig i front af gruppen. Hvor jeg ser ingen tager teten og hjælper til. Derfor trykker jeg lidt på sømmet og ligger mig op på siden af Søren og arbejder med. Sætter dagsordnen. Det var en fed følelse. Dertil en kom lille sjov bemærkning fra Søren ”Der er sgu da egentlig lidt små køligt, synes du ikke?”. Så kan man snakke om man ligger i behageligt pace haha. Tak Søren, bare tak!

27-36 FEELING STRONG
Endelig! Anden del af løbet er overstået. De komplekse kilometer og kampen i modvinden. Nu skal medvinden udnyttes og det må man sige den blev. Søren trækker fra gruppen ved 28km og må bare erkende at det er ikke et tempo jeg skal med i. For hvis jeg skal holde mig til planen må jeg ikke øge tempo.

Mine tanker gå på at hvis medvinden skal udnyttes skal tempoet holdes, således energien der blev brugt i modvinden ikke bliver spildt. For målet er først at benene skal mærke svaghedstegn ved 37-38km.
Gruppen splittes hurtigt, nogle følger med Søren, andre kan ikke holde pace. Det begynder at ligne et solo løb resten af vejen hjem. Jeg fornemmer at mit flow er godt i medvinden, derfor slipper jeg fokus fra uret. Logger mine kilometer tider, kigger kort og vender blikket fremad.

Ved 30km rammer vi en mellemtid og kigger på det store elektroniske ur de har sat op ”1.51.30”, tænker ”det fanme godt det her”. Stængerne føles godt og jeg tænker ”Hvis vi fortsætter sådan her Jonas, så bliver det vildt”. Det er på nuværende en gennemsnits pace på 3:43. Den er blevet ramt lige i røven. Kort efter 30km mærket kommer et depot og regner med at finde min flaske med vand og gør en chew klar. Ved egen forplejningen kan jeg IGEN ikke finde min flaske. Hvad fuck altså? Jeg griber et glas med vand i farten. Løbet må fortsætte. Det irriterer mig grænseløst, men on it goes.

Den ene kilometer tager den anden, for flowet er rigtig godt og medvinden gør det nemt at arbejde. Det er store åbne veje og generelt ikke så spændende, så forsøger at dræbe tiden med tanker om alt og intet. Ved 35km er den seneste split tid 18:26, svarende til 3:42. Det virkelig stærkt. Byen venter forude og forsøger at forberede mig på de mere snoede veje, brosten og skiftende vind. Henrik havde fredagen inden løbet fortalt at det i byen mod mål skulle handle om en ting. Tænk kun en kilometer ad gangen, fjern fokus fra at du nu kun mangler 6km. For det kan risikere at blive rigtig hårdt.

36-40 ONE KM AT A TIME
Noget af det jeg husker bedst er den indfaldsvej man løber på, på vejen ind til byen. Trafikken kørte i højre side, mens vi løb i venstre. De store træer i midten hvor bladene så småt er ved at falde af og skyskrabere i horisonten. Det var helt unikt. Omkring de 36km rammer vi et depot, men jeg kan mærke min krop siger fra og ikke ønsker at indtage mere. Hvilket undre mig en stor del, for har slet ikke indtaget de mængder jeg planlage fra starten. Men jeg har lært fra tidligere løb, at jeg simpelthen skal stole på min krops signaler. Så smider mine gels væk og drikker kun meget få slurke af vand fra de kopper der er i depotet.

Ved 37km ser jeg bilen med tidtagning som ligger foran den første kvinde. Det var sgu hårdt, for mine ben begynder så småt at vise lidt svaghedstegn. Så der føltes langt hjem. Forsøger at minde mig selv om, at jeg skal huske at tage en kilometer ad gangen. Holde fokus på mit flow, benene skal fortsætte. Nok gør maven ondt og benene bliver trætte. Jeg har stadig et mål og det skal der kæmpes for.

Er ikke ene om at have svaghedstegn, for jeg begynder så småt at overhale nogle af de løbere som falder helt igennem. Km 38 og 39 forsvinder i smerterne i mine lår. De er ved at være opbrugte. Dropper at kigge på mit ur, lapper kilometer tiderne, intet andet. Keep running, it’s looking good Jonas, det råber tilskuerne. Det giver lidt. On it goes.

40-42,195 FINAL STRETCH
Ved 40km rammer vi brosten og løber i en gågade. Jeg fanger en yngre løber, forsøger at presse lidt på for at se om det kan hjælpe på smerterne. Han forsøger ihærdigt at løbe med og han formår at holde mig bag ham. Skimter kort uret ved 40km og konkluderer at tiden nok skal blive god hvis bare jeg holder pacen og ikke mister alt for meget. Herefter ligger vi og presser hinanden, selvom vi falder i pace. Skal bare holde mig løbende. Fortsætte.

Vi rammer den store åbne og flade vej vi startede på. Der er ikke langt hjem. Måske en lille kilometer, bider mine tænder sammen. Det giver mig nærmest hovedpine, men mine lår gør ondt, de er rigtig trætte. Vi kommer under start portalen og en speaker råber ad os i mikrofonen. Det giver mig motivationen til at trække fra min yngre medløber. Skal kunne slå ham! Giver den det allersidste. Der kommer et venstre sving, så er det ind mod mål. Overhaler endnu en løber kort før målstregen. Den eurofoiske stemning. Det var sgu unikt. Løber alt hvad jeg kan for at få en ende på løbet. Se hvad tiden blev. Tiden siger. 2:37:38…. !!! Forfanden det var vildt. En forbedring på to og et halv minut siden Copenhagen maraton. Det siger nok i sig selv. Hold nu kæft et løb.

Det er sjældent jeg er tilfreds med mine præstationer, for jeg mener altid at jeg kan forbedre mig. Hvilket jeg stadig kan, ingen tvivl, men jeg følte mig hamrende tilfreds. I lighed med Copenhagen Half. Det har virkelig været et fabelagtigt efterår og får lukket et vildt løbe år af. Jeg er faktisk stolt.

Havde aftalt med Louise at efter dette maraton, alt afhængig af hvordan det gik, skulle det fejres med pizza! Hvilket det også blev. Det var dælme lækkert! Tusind tak for alt din hjælp og støtte, det har været uundværligt! Af hjertet tak!

Over and out

/Jonas

You may also like

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *